Sagn om kirken
Et gammelt sagn fortæller, at man havde begyndt at bygge en kirke øst for Brandlund, hvor nu Overgaard ligger, men hver nat blev murene revet ned, og sten og tømmer lå spredt omkring på marken. Håndværkerne blev da enige om at våge en nat på pladsen for at se, hvem der var skyld i denne forstyrrelse. De så da, at det var nogle underjordiske væsener, og da de talte til dem, bød de håndværkerne spænde tre tyre for bygningsmaterialet og lade dem gå med det, hvorhen de ville. Hvor de standsede, skulle kirken bygges. Håndværkerne adlød, tyrene standsede først på Brande jord, hvor kirken nu ligger, og her opførte man så kirken.
Et andet sagn fortæller om en lindorm, der ligger under kirken. Sagnet fortælles på flere forskellige måder (Her efter Jyske folkeminder, 4. bind, nr. 87).
I Brandlund Sande, Brande sogn, står der på et vist sted om natten en grå mand og hælder sig over en spade, og enhver, som ser ham, bliver vildfaren. Der, hvor han står, ligger en skat begravet, som mange har vlret på jagt efter at ville finde, men som ingen har kunnet hæve op til dagens lys eller få øje på. Den skal dog nok en gang komme frem. Der fortælles nemlig, at der skal ligge en lindorm under Brande kirke, hvor den siges at nære sig af ligene. og en dag, når der er allerflest i kirken, vil den vælte denne, og derefter vil den gå ud ogå ødelægge alle folk i sognet, så vidt som den kan.
Men samtidig med, at denne lindorm således vil volde sognet ulykke, skal der i Lille Sandfeld og i Lille-Langkjær blive født og opdrættet to tyrekalve, som skal opfædes med mælk og hvedebrød så længe, til ingen bånd kan holde dem, og det vil vare tre år, inden de er stærke nok til at binde an med uhyret. Når de så stormer af sted, den ene fra vest, den anden fra øst, vil de mødes i Brandlund Sande, og der vil de støde på lindormen til samme tid. Så giver de sig begge i
kast med den og der vil nu stå så gruelig en kamp, som verden sjælden har set mage til.
Omsider vil de få livet taget af lindormen, men selv være så ilde medtaget,
at de kun kan gå den ene 7 og den anden 9 skridt derfra, før de synker livløse
til jorden. Men slaget har netop stået på det sted, hvor den grå mand stod om
natten. og jorden er nu blevet så op rodet, at skatten er kommet til syne. Det er
et guldbord, og for det vil kirken blive bygget op igen, smukkere end den var før. De to tyre vil blive begravet under grundstenene, og de vil for fremtiden
blive kirkens vare, i stedet for som nu et lam, og lige så meget, som tyrene er stærkere end lammet, vil den tids kristendom være stærkere end den nuværende.
(Hentet fra Brande Sogns Historie 1. del, 2. udgave, af T. Bundgaard Lassen) 


kommentarer